Forstør tekst A A A

Vejen til en afbalanceret kost

10 min. Læs

En velafbalanceret kost omfatter sunde fødevarer fra alle fødevaregrupper. Det omfatter protein, kornprodukter, frugt og grøntsager samt sunde fedtstoffer.

1. Protein

Protein er kroppens byggesten og bidrager til opbygning af mange dele af kroppen. Det drejer sig bl.a. om knogler, muskler, hud og blodceller. Nogle vil, mens de er i kræftbehandling, have brug for mere protein, end de normalt har.Det er nødvendigt at spise nok protein for at fremme kroppens styrke og evne til at heale. Protein er især vigtigt for patienter, der har tabt sig og har nedsat muskelmasse. Sunde kilder til protein omfatter magert kød, magert fjerkræ uden skind, fisk eller skaldyr, æg, usaltede nødder og frø, naturligt nøddesmør, bønner, ærter og bælgfrugter. Andre kilder, der ikke omfatter kød, er yoghurt, ost og nogle kornprodukter, såsom quinoa.

2. Kornprodukter

Der er 2 kategorier af kornprodukter: raffinerede og fuldkorn. Raffinerede kornprodukter forarbejdes for at fjerne det yderste lag, som indeholder mange vitaminer og fibre. Fuldkorn er sundere, fordi det yderste lag er bibeholdt. Når du spiser fuldkorn, får du fibre, der kan hjælpe med at forebygge forstoppelse. Kornprodukter indeholder også vigtige næringsstoffer. Disse omfatter B-vitaminer, folat, jern, magnesium og selen, som er vigtige vitaminer og mineraler, som har betydning for kroppens funktioner, såsom energiproduktion. De bidrager også til et sundt nervesystem og immunsystem.

Eksempler på sunde fuldkornsprodukter omfatter brune ris, vilde ris, byg, quinoa, hirse, sorghum, bulgur, havre, havregryn og fuldkornsmajsmel samt fuldkornsbrødprodukter, fuldkornspasta og produkter fremstillet af fuldkornshvedemel.

3. Frugt og grøntsager

En af de vigtigste bestanddele af en sund kost er indtagelsen af forskellige frugter og grøntsager. De fleste frugter og grøntsager har et lavt indhold af kalorier og fedt. De er også kilder til antioxidanter og fytokemikalier (plantekemikalier, som gør frugt og grøntsager farverige). Fytokemikalier og antioxidanter hjælper kroppen. De kan mindske celleskader, nedsætte inflammation og støtte immunfunktionen. Hele frugter og grøntsager har også et naturligt højt fiberindhold, hvilket øger deres sundhedsfordele.

Overvej at spise frugt og grøntsager i forskellige farver. De grønne, røde, lilla, hvide, orange og gule farver indeholder forskellige essentielle næringsstoffer. For eksempel indeholder grønne grøntsager masser af plantebaseret jern, som hjælper blodcellerne med at transportere ilt, folat, som hjælper med at holde de røde blodlegemer sunde, og kalium, som kan hjælpe med blodtrykket. Gule og orange frugter og grøntsager indeholder A- og C-vitamin, som kan styrke immunforsvaret. 

4. Sunde fedtstoffer

Der findes fire typer fedt: mættet fedt, transfedt, flerumættet fedt og enkeltumættet fedt. Mættet fedt og transfedt er usunde fedtstoffer. De findes ofte i forarbejdet, stegt og fedtholdig mad. Disse usunde fedtstoffer er faste ved stuetemperatur og omfatter smør, mejeriprodukter og fedtholdigt kød.

Sunde, umættede fedtstoffer findes i grøntsager, nødder, frø, fisk og olier, der er flydende ved stuetemperatur. Kilder til sundt fedt omfatter olivenolie, jordnøddeolie, rapsolie, saflorolie og solsikkeolie, avocado eller avocadoolie, fed fisk, såsom laks, makrel og sardiner, og frø og nødder, såsom hørfrø og valnødder.

Vidste du det?

Det er vigtigt at spise sundt og opretholde en sund kropsvægt under hele behandlingen. De potentielle fordele ved god ernæring omfatter reduktion af din risiko for infektion og hurtigere bedring efter behandling. Sundhedspersonalet, som er tilknyttet din behandling, kan anbefale dig en særlig kost baseret på dine kræftsymptomer 

Sådan laver du et måltid med sunde fødevarer

En sund kost består af mange dele, men hvordan passer alle delene sammen?

Der er mange måder at spise sundt på. Her er nogle anbefalinger:

  • Sørg for, at halvdelen af dine tallerken består af frugt og grøntsager
  • Fokuser på forskellige hele frugter og grøntsager i stedet for frugt på dåse og juice
  • Sørg for, at halvdelen af dine kornprodukter er fuldkorn
  • Vælg ikke-fedtholdige eller fedtfattige mælkeprodukter
  • Vælg forskellige former for magert protein
  • Vælg føde- og drikkevarer med et lavt indhold af natrium, mættet fedt og tilsat sukker

Gør dine favoritmåltider sundere

Har du en favoritspise, som du særligt godt kan lide? Selv ‘comfort food’ kan gøres sundere. Her er nogle enkle forslag til at inkludere flere plantebaserede fødevarer i din kost.

  • Lav sund macaroni and cheese

Brug fuldkornshvede pasta, når du laver macaroni and cheese. Tilsæt en 1 dl optøet frossen spinat til gryden, mens du tilbereder pastaen, hvilket svarer til 1 portion grøntsager.

  • Prøv grøntsagspasta

Skær ned på din spaghetti ved at erstatte halvdelen af opskriften med zucchini pasta (fås også færdiglavet, kig i grøntsags- eller fryseafdelingen).

  • Inkludér grøntsager i din morgenmad

Sautér blandede grøntsager i en gryde, inden du tilbereder din foretrukne morgenmad med æg. Du kan bruge frosne blandede grøntsager for at spare tid eller hakke 1 til 2 dl friske grøntsager.

  • Vælg måltider uden kød

Hvis du laver en suppe eller gryderet, kan du overveje at springe skinken eller oksekødet over og i stedet bruge bønner eller linser og quinoa som proteinkilde. Du kan gøre det samme, når du bestiller på en mexicansk restaurant, for eksempel ved at bestille en burrito med bønner i stedet for kød.

  • Lav en smoothie

Tilsæt 2 dl babyspinat eller -grønkål, som er nemt at blande i. Det tilføjer 1 portion grøntsager uden at ændre smagen.

Her er nogle eksempler på sunde måltider, der er nemme at tilberede for kræftpatienter:

MORGENMAD

Havregrød fremstillet med fedtfattig mælk, drysset med 1 spsk. hakkede valnødder og 1 appelsin skåret i skiver

FROKOST

Lille fuldkornspita fyldt med 85 g tun på dåse i vand, blandet med sennep og 1⁄4 avocado serveret med en lille tilbehørssalat

AFTENSMAD

2 dl fuldkornspasta med tomatsauce tilberedt med 110 g hakket kyllingekød eller kalkunkød, 2 dl sauteret frossen spinat

SNACKS

Et bæger fedtfri yoghurt med 1 dl blåbær; 4 dl frisklavet popcorn; 4 dadler med 1 tsk. naturligt nøddesmør på hver

Sikker håndtering af fødevarer

Det er vigtigt at være opmærksom på sikker håndtering af fødevarer, mens du er i behandling. Du kan have større risiko for at udvikle en infektion fra forskellige kilder, herunder mad. Det skyldes, at din tilstand og den tilhørende behandling kan svække dit immunsystem.

Generelle retningslinjer: De fire grundlæggende trin til fødevaresikkerhed

1

Rengør hænder og overflader ofte

2

Adskil råt kød, fjerkræ, fisk, skaldyr og æg fra mad, der er spiseklar

3

Tilbered maden, så den når en sikker indvendig temperatur

4

Nedkøl letfordærvelige fødevarer inden for 2 timer

 

  • Fødevaretemperatur
    De sikre, minimale indvendige temperaturer for tilberedt mad er 63 °C for oksekød, svinekød, lam og kalvekød, 71 °C for hakket kød og 74 °C for fjerkræ.
  • Undgå fødevarer med høj risiko
    Sørg for at undgå højrisiko-fødevarer, der har større risiko for at indeholde bakterier. Højrisiko-fødevarer omfatter råt eller underkogt kød, fjerkræ, skaldyr eller æg, upasteuriserede mælkeprodukter (mælk eller ost), uvasket frugt eller grøntsager, kolde, ikke-tilberedte hotdogs og pålæg og rå spirer (såsom lucerne, bønner osv.).
  • Vælg indpakkede varer fremfor varer, der fremstilles på stedet
    Når du køber ind, så vælg indpakkede varer fremfor varer, der fremstilles på stedet. Vælg f.eks. et glas salsa i stedet for en salsa lavet i butikken, en salatdressing på flaske fremfor en dressing fremstillet på stedet, eller en forseglet pakke med mandler fremfor nødder fra en selvbetjeningsbeholder.

Husk, at retningslinjerne for fødevaresikkerhed er vigtige at følge hele tiden: Når du køber mad ind, laver mad, opbevarer maden og spiser rester, og når du spiser ude. Hvis du er usikker på, om en fødevare er sikker at spise, skal du tale med dit sundhedspersonale. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt noget mad er fordærvet, er det bedre at smide det ud end at spise noget, der måske ikke er sikkert.

Min tjekliste til grundlæggende kost og ernæring

Brug den praktiske tjekliste nedenfor til at holde styr på din ernæring, planlægning af måltider og fødevaresikkerhed.

Sørg for at tage kontakt til sundhedspersonalet, som er tilknyttet din behandling, inden du foretager ændringer i din kost.

Prøv så vidt muligt at spise en velafbalanceret kost, der omfatter hver af fødevaregrupperne.
Vælg sunde kilder til protein, kornprodukter, frugt, grøntsager og sunde fedtstoffer ved hvert måltid.
Gør dine favoritspiser sundere ved at tilføje eller erstatte plantebaserede fødevarer.
Prioriter fødevaresikkerhed. Hvis du er i tvivl, så smid det ud.

Brug pålidelige ressourcer til oplysninger om fødevarer og ernæring

 

Denne artikel indeholder generelle oplysninger og er ikke beregnet til at erstatte ernæringsmæssige eller helbredsmæssige retningslinjer, der er specifikke for den enkelte person. Tal med dit sundhedspersonale, før du foretager ændringer i din kost eller livsstil. Kontakt en autoriseret diætist, hvis du følger en begrænset eller modificeret diæt.

Informationen som gives her er af generel karakter og kan ikke erstatte rådgivning af egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale.

PP-ONC-DNK-0605