Forstør tekst A A A

Mig og mine forhold – til dig som har brystkræft med spredning

5 min. Læs

Livet kan ændre sig markant, når du får konstateret kræft. Det gælder ikke kun dig, der har kræft, men også dine nærmeste.

 

Det er helt op til dig, hvordan og hvornår du vil tale med personer i dit liv om det, du gennemgår. 

Kræft påvirker hele familien – ikke kun den person, der er ramt. Det ændrer rollerne i familien og forstyrrer rutinerne. Inden du taler med andre, skal du gennemtænke dine egne følelser, dine grunde til at fortælle dem om din situation, og hvad du forventer af dem. Du skal være klar over, at folk reagerer forskelligt på chokerende nyheder.  

Det er generelt bedre at være åben og ærlig om din situation – at holde på hemmeligheder kan tage meget energi og skabe mere stress hos dig.  

 

Hvordan undgår jeg, at sygdommen kommer til at overtage mine romantiske forhold? 

Hvis du har en partner, skal du være forberedt på, at belastningen fra en usikker fremtid kan være en byrde for dit forhold. Det kan være svært at være åbne over for hinanden og fortælle, hvor bange man er. Du kan måske føle, at din partner ikke støtter dig så meget eller ikke er så åben, som du gerne ville have. Husk på, at ligesom du undertiden føler, at du er i en følelsesmæssig rutschebane, så har din partner det sikkert på samme måde. Han eller hun føler sig måske hjælpeløs og vred over, at der ikke er noget, han eller hun kan gøre for at hjælpe. Selv de bedste forhold har op- og nedture, og dine følelser er ikke altid de samme som din partners på en given dag.  

At være ærlige over for hinanden om, hvad I føler, kan hjælpe jer med at håndtere udfordringerne ved kræftsygdom. 

Kan jeg stadig dyrke sex? Sex kan stadig være en vigtig del af dit liv, hvis du har kræft. Symptomerne, bivirkningerne ved behandlingen og den følelsesmæssige nedtur ved kræft kan gå ud over din evne til at nyde dit sexliv. Hvis du synes, at du mister lysten til sex, skal du vide, at dette ikke er ualmindeligt. Sex kan blive smertefuldt eller ubehageligt. Dette sker ikke for alle. Seksualitet er også mere end blot den fysiske akt. Det omfatter alle de følelser og handlinger, der følger med at elske og bekymre sig om et andet menneske. Du kan måske føle dig følelsesmæssigt distanceret fra din partner efter din diagnose. Din partner har måske sine egne ængstelser eller barrierer i forhold til sex. Han eller hun kan for eksempel være bange for at forværre kræften eller skade dig. 

Selvom det i starten kan være pinligt at tale om, vil du måske finde ud af, at det kan nedbryde disse barrierer, hvis du taler med din partner. Det er ikke et nemt emne for nogen at tale om. Det er et problem, som mange mennesker møder. Det kan måske hjælpe at tale med dit behandlerteam, som kan sætte dig i kontakt med en parterapeut. Vær ikke flov over at tale med dem. Dit behandlerteam er vant til denne type samtale og kan måske hjælpe. Du kan også læse mere i hæftet ”Seksualitet & Intimitet – når du har brystkræft”, som du finder ved at klikke her.

 

Hvordan kan jeg klare dette alene? 

Dette kan være en særligt svær tid for personer, som ikke har støtte fra en mangeårig partner. At være single burde ikke gøre det sværere at have kræft, men du har nogle andre udfordringer og bekymringer.  

  • Når du betragter din vennekreds, er der måske flere, end du troede, der er klar til at hjælpe. 
  • Du kan få hjemmepleje, når du har brug for det, også til ting som transport til konsultationer. Hvis du er bekymret, skal du hurtigt finde ud af, hvilke muligheder der er, så du slipper for denne bekymring. Spørg din læge eller sygeplejerske, hvilke muligheder du har. 
  • Mange kvinder med spredning af brystkræft finder det, uanset deres livssituation, meget nyttigt at tale med en psykolog eller rådgiver. 

Hvis du dater, er du måske i tvivl om, hvordan og hvornår du skal fortælle en ny romantisk partner, at du har kræft. Stol på, at du selv er i stand til at finde det bedste tidspunkt at bringe det op på. Prøv at give din partner en chance for at forholde sig til det – gå ikke naturligt ud fra, at han eller hun vil trække sig fra jeres forhold på grund af sygdommen. Uanset reaktionen er det ikke din skyld, eller at du har fortalt det på et ”dårligt tidspunkt”. Det kan måske hjælpe at øve dig med en ven i, hvad du vil sige, inden du taler med din nye partner. 

 

Hvordan fortæller jeg mine børn, at jeg har spredning af min brystkræft? 

Små børn reagerer ud fra, hvordan de voksne reagerer. Hvordan og hvad, du skal fortælle dem, afhænger af deres alder, og hvor meget de kan forstå. Selv meget små børn kan fornemme, når der er noget alvorligt galt, og de kan blive bange og forvirrede. Det er bedst at være ærlig over for dem så tidligt som muligt. Der er folk, der kan hjælpe børn med at håndtere de følelser, de måtte have, og de forandringer, der sker i din familie. Du kan bede din læge eller barnets skole om hjælp for at sikre, at dine børn får al den hjælp, de har behov for. 

  • Børn reagerer bedst på ærlighed. Vær ikke bange for at bruge ordet ”kræft”, når du taler med dem. Det er vigtigt for dem at skelne mellem den alvorlige sygdom, du har, og en almindelig forkølelse. Det vil hjælpe dem til at forstå, at din sygdom ikke bare går over i løbet af et par dage, men vil tage lang tid. 
  • Selv hvis dine børn er voksne, kan det i første omgang være svært for dem at forstå, hvad du har fortalt dem. De kan have brug for tid til at tænke over, hvad du har sagt, og hvad det kan betyde for dem.  
  • Vær forberedt på at skulle svare på svære spørgsmål. Hvis dine børn er meget unge, kan det hjælpe at øve dig i det, du vil sige, på forhånd, at holde det enkelt og undgå komplicerede forklaringer.  
  • Børn i alle aldre vil være bange for, at du vil dø, og de vil måske stille spørgsmål om din behandling, eller hvorfor din kræft er vendt tilbage.  
  • Selvom dine børn ikke spørger til din sygdom, betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke har spørgsmål. Nogle gange forsøger børn at beskytte deres forældre ved at skjule deres nysgerrighed eller følelser. Det kan hjælpe at spørge dine børn direkte, om de har spørgsmål, og forklare dem, at du altid er parat til at besvare alle spørgsmål, som de måtte have. 

Læs mere om at fortælle andre om din diagnose her.

 

Informationen som gives her, er af generel karakter og kan ikke erstatte rådgivning af egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale. 

PP-UNP-DNK-0175