Forstør tekst A A A

At fortælle andre om din diagnose

5 min. Læs

At få konstateret kræft kan føles overvældende, og derfor er det en hjælp at have et stærkt supportsystem på plads. Men før du kan bruge dine venner og familie, er du nødt til først at dele nyheden med dem. En kræftdiagnose er utrolig personlig, så der findes ikke en bestemt måde at fortælle det til dem, du er tæt på. Det er op til dig at beslutte, hvem du vil fortælle det til, og hvor mange detaljer du vil dele.

Nedenfor har vi samlet nogle tips til, hvordan du kan tale om din diagnose med dem, der måske har brug for at få det at vide.

Nære venner og familie
Uanset om det er din ægtefælle, dine forældre, søskende eller dine bedste venner, er det vigtigt at dele din diagnose med nogle, der står dig nær. Disse personer kan være dit følelsesmæssige og logistiske supportsystem, mens du selv bearbejder din diagnose. Det kan være skræmmende at skulle dele nyheden, men der er et par ting, du kan gøre for at gøre det mindre stressende. Vælg først et stille sted til at fortælle om din diagnose. Hvis du fortæller det til nogen over telefonen, så sig til dem, at du har noget vigtigt at tale med dem om, og sørg for, at du har deres fulde opmærksomhed. Du skal du på forhånd beslutte dig for, hvilke oplysninger du vil dele. Måske har du lyst til at fortælle om din diagnose i detaljer, besvare eventuelle spørgsmål og forklare dem, hvordan du ønsker at kommunikere fremadrettet (for eksempel, er det okay for dem at bede om opdateringer, eller foretrækker du at dele dem, når du har lyst til det?). Dette giver dig en mulighed for at tale om hvilken form for hjælp, du kan få brug for, såsom at blive kørt til og fra kontrol/behandling, have en ledsager med til lægebesøg eller hjælp med at lave mad. Sandsynligvis vil dine nærmeste pårørende være ivrige efter at tale med dig og tilbyde dig al den støtte, de kan.

Kolleger
Afhængigt af hvor tæt du er på dine arbejdskolleger, er det op til dig, om du vælger at fortælle det. Hvis din behandling vil påvirke dit arbejde, kan det være nødvendigt at fortælle det til nogle få bestemte personer, men det er dig, der bestemmer, hvor mange detaljer du vil dele. Kommunikation med din overordnede og/eller en HR-repræsentant bør være det første skridt for at sikre, at de hører nyheden direkte fra dig. Lav en formel aftale, så I kan have en uforstyrret, privat samtale om den indvirkning, din diagnose kan have på din arbejdsevne, og om hvorvidt du kan være nødt til at tage orlov. Husk, at alt, hvad du drøfter med din leder eller HR-repræsentant, skal forblive fortroligt. Hvis du beslutter at dele nyheden med andre kolleger, skal du først bestemme, hvordan og hvornår du vil kommunikere nyheden. Det kan gøres på tomandshånd med kolleger, der har brug for at vide det, formelt på et teammøde eller med en kort e-mail. Kollegerne kan have spørgsmål, og det er igen op til dig at beslutte, hvor mange detaljer du vil dele. Du kan afvise at uddybe det mere, når nogen spørger, eller bede en betroet kollega om at besvare eventuelle spørgsmål og dele godkendte opdateringer.

Bekendte
Der kan være nogle, som ikke er særligt nære venner, men som kan have gavn af at vide noget om din diagnose for at undgå vanskelige situationer. Hvis der er folk i din sociale omgangskreds, som du ved, at du vil støde ind i (f.eks. til forældremøder eller bekendte ved middagsselskaber), kan du vælge at få en ven til at fortælle dem det, eller find på en sætning eller to, hvis emnet bliver bragt op. For eksempel: "Jeg ved, at det er et stykke tid siden, jeg har set dig. Jeg er for nylig fået konstateret kræft. Men jeg er glad for at være omgivet af nære venner og familie." Eller du kan vælge at holde din diagnose for dig selv, og bede dine venner om ikke at dele nyheden, og det er også helt okay.

Børn
Hvis du har børn, er det sandsynligvis en følsom og potentielt stressende samtale at dele nyheden med dem. Selv om du ikke ønsker at skræmme dine børn, er det vigtigt at fortælle dem, hvad der foregår, på en måde der er passende for deres alder og udviklingsstadie. Hvis du har små børn, kan du dele nyheden i enkle vendinger, som de kan forstå, og fortælle dem, at du er syg, og at lægerne gør alt, hvad de kan, for at hjælpe dig med at få det bedre. Hvis du har ældre børn, kan du vælge at dele specifikke oplysninger, hvis du føler, at de kan håndtere det. Uanset deres alder, skal du være klar over, at denne nyhed sandsynligvis vil føles skræmmende. Fortæl dem, at du elsker dem, og at du er parat til at besvare de spørgsmål, de måtte have. For små børn er det måske også en god ide, hvis du forsikrer dem om, at de ikke bliver syge, og at de ikke gjorde noget forkert. Der findes mange velansete online ressourcer , der giver dybdegående information om, hvordan man deler en kræftdiagnose med børn. Det kan være en god idé at lave lidt research på egen hånd eller finde en børnebog, som kan hjælpe dig med at forklare din diagnose på en børnevenlig måde. Som med nære venner og familie vil deling med dine børn være en fortsat samtale, hvor du hjælper dem med at forstå hvad der sker med dig.

Uanset hvornår og hvordan du vælger at dele nyheden om dit helbred, kan du føle dig mere tryg ved at gøre det, hvis du først øver dig i det, du vil sige. En betroet ven eller et familiemedlem, terapeut eller støttegruppe kan hjælpe med at gøre dig fortrolig med at tale om din diagnose. Du vil højst sandsynligt finde ud af, at der, efterhånden som du deler din nyhed, er mange, som måske ønsker at give en hjælpende hånd, så godt som de kan.

Informationen som gives her er af generel karakter og kan ikke erstatte rådgivning af egen læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale.

PP-ONC-DNK-0650